0 In Tankestrøm/ Tæt på

OM AT VÆRE FANGET I KVIKSAND

Følelsen af at drukne.
Følelsen af at hive efter vejret.
Følelsen af at gribe ud efter noget, hvad som helst, et eller andet du kan holde fast i og hive dig selv op fra den levende grav, som ihærdigt prøver at tynge dig ned. Ned i dybet.
Følelsen af at være fanget i kviksand.

Er man først fanget heri, er det næsten umuligt at komme op. Mørket der omklamrer og æder dit sind. Stjæler al livsglæde og får dig til at svinde ind i ukendtheden. Intetheden. Tomheden. Det eneste man kan se, det eneste man kan mærke, er angsten der stirrer direkte ind i ens øjne.
Uanset hvor langt ned jeg falder, så kravler jeg altid op på toppen igen, også selvom at det tager tid. Men sådan har jeg ikke haft det fra start denne gang. Jeg er faldet så langt ned, i en dyb mørk kløft hvor jeg, for første gang, befandt mig et sted hvor ovenlyset var ikke-eksisterende. Jeg har altid bare skulle rette næsen op med skyerne, så kunne jeg se lys for oven. Også selvom lyset var langt væk, ude i det fjerne, så var det der stadigvæk – men ikke denne gang. Denne gang var det blot et mørke jeg kunne skue ude i horisonten, intet lys at se. Overhovedet. Og dét har jeg aldrig prøvet før. Jeg tror virkelig at denne gang, har det været fortidens spøgelser der endelig har indhentet mig. Jeg har altid kunne løbe hurtigere end dem, altid hoppet højere og sprunget længere. Men nu har jeg oplevet at de blev for mange, at de blev for stærke, at de blev for magtfulde.

Jeg følte virkelig at alt var ved sin ende. Jeg har haft følelsen af, at jeg aldrig skulle blive glad igen. Aldrig smile igen. Aldrig være bekymringsfri igen. Jeg har aldrig haft selvmordstanker, for jeg elsker livet og jeg værdsætter det, og selv denne gang har tanken på intet tidspunkt strefejt mig, for sådan fungerer mit sind ikke. Jeg kæmper, også selvom det ikke ser ud som om at der er noget at kæmpe for. Jeg tror på det umulige. Jeg tror på mirakler. Jeg tror på at sindet kan løfte bjerge og at man kan overvinde enhver frygt, for hvis jeg ikke troede på dét, så ville jeg sikkert lade mig drukne i kviksandet. Den tilgang har jeg altid haft til livet og jeg kan mærke, at selvom jeg et kort øjeblik var bange for at jeg rent faktisk havde tabt den gnist ned i mørkets dyb, så fik jeg samlet den op til sidst.

 

 

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply